Vedtægter for Ejerlauget Bastrupgaard, §§ 1–29. Teksten er gengivet uændret fra foreningens vedtægter.
Indhold
- Grundejerforeningen §§ 1 – 3
- Formål §§ 4 – 6
- Generalforsamlingen §§ 7 – 12
- Ekstraordinær generalforsamling § 13
- Referat § 14
- Afstemninger §§ 15 – 19
- Bestyrelsen §§ 20 – 23
- Bestyrelsesmøde § 24
- Sekretæren § 25
- Kassereren § 26
- Revisorerne §27
- Andre grundejerforeninger § 28
- Foreningsophør § 29
- Vedtaget ved afstemning på generalforsamling d. 21. februar 2018
Grundejerforeningen §§ 1 – 3
§1 Grundejerforeningens navn er ”Ejerlauget Bastrupgaard”. og dens hjemsted er Holstebro.
§2 Grundejerforeningen er oprettet i 1973 som følge af tinglyst deklaration på ejendommene på. P. 0. Pedersens Vej, Valdemar Poulsens Vej og Ellehammersvej, for tiden i alt 248 ejendomme.
§3 I henhold til den tinglyste deklaration er ejere af de ovennævnte ejendomme altid forpligtet til at være medlemmer af grundejerforeningen og at overholde dens vedtægter.
Formål §§ 4 – 6
§4 Grundejerforeningens formål er i følge den tinglyste deklaration at hjemtage skøde på de i området udlagte private veje, stier, pladser og fællesarealer i henhold til det officielle matrikelkort og at sørge for en æstetisk og lovmæssig vedligeholdelse af dem.
§5 Det er også foreningens formål at påtage sig anliggender, der i den tinglyste deklaration eller i en generalforsamlingsbeslutning betragtes som fællesopgaver, samt at repræsentere området udadtil.
§6 Grundejerforeningen skal påse, at deklarationens bestemmelser overholdes, og ved forsømmelighed fra ejer side kan grundejerforeningens bestyrelse underrette kommunen om forsømmeligheden.
Generalforsamlingen §§ 7 – 12
§7 Forhandlingerne på samtlige generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger ledes af en dirigent, som skal vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
§8 Grundejerforeningens højeste myndighed er generalforsamlingen, som afholdes hvert år i februar måned. Alle sager her afgøres ved simpelt stemmeflertal, bortset fra vedtægtsændringer. Vedtægtsændringer skal godkendes af Holstebro Kommune og afgøres på generalforsamlingen med mindst 2/3 majoritet. Anlægsarbejder på mere end 20 % af den til enhver tid værende formue, kræver udover flertal på generalforsamlingen også flertal på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.
§9 Til den ordinære generalforsamling skal skriftlig indvarsling finde sted med mindst 14 dages varsel ved fremsendelse af dagsorden, regnskab for det afsluttede regnskabsår samt budgetforslag til det nuværende regnskabsår. Forslag, som ønskes færdigbehandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilsendes formanden senest den 15. januar. Forslagene offentliggøres på ejerluagets hjemmeside www.bastrupgaard.dk straks efter formanden har modtaget dem.
§10 På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:
- Valg af dirigent (se § 7).
- Formandens beretning om grundejerforeningens virksomhed siden sidste ordinære general forsamling og indstilling til generalforsamlingen om godkendelse heraf.
- Forelæggelse af det reviderede regnskab (se § 27) og indstilling til generalforsamlingen om godkendelse heraf.
- Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent (se § 11).
- Indkomne forslag (se §§ 9og 12).
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter herfor (se § 16 og 17)
- Valg af revisorer og suppleanter herfor (se § 18).
- Eventuelt.
Ad pt. 2 og pt. 3: Hvis generalforsamlingen forkaster formandens beretning og/eller det reviderede regnskab, er den samlede bestyrelse berettiget til at nedlægge sit mandat i utide. Dog er den forpligtet til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor punkterne så kan godkendes eller nye bestyrelsesmedlemmer vælges. Der forholdes da efter § 16.
Ad. pt. 8: Under dette punkt kan der ikke træffes bindende beslutninger for grundejerforeningen.
§11 Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent til bestridelse af grundejerforeningens driftsudgifter. Kontingentet erlægges forud og forfalder den 1. april med sidste rettidige indbetaling den 30. april. Er kontingentet ikke indgået i forfaldsmåneden, overgives det uden videre varsel til retslig inkasso og evt. omkostninger vil blive pålagt den enkelte grundejer. Regnskabsåret løber fra den 1. januar til den 31. december.
§12 Generalforsamlingen vedtager ordensforskrifter for området.
Ekstraordinær generalforsamling § 13
§13 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt. Endvidere afholdes ekstraordinær generalforsamling. når mindst 120 medlemmer ved skriftlig henvendelse til formanden forlanger det med forslag til dagsorden. Efter modtagelse heraf skal formanden inden 14 dage indkalde til ekstraordinær generalforsamling med mindst 8, højst 14 dages varsel.
Referat § 14
§14 Over forhandlingerne på samtlige generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger laver sekretæren et forhandlingsreferat, som skal underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Der udsendes ikke referat fra generalforsamling og ekstraordinær generalforsamling, men ethvert medlem kan ved henvendelse til formanden eller sekretæren få udleveret en kopi af forhandlingsreferatet. Referatet offentliggøres på Ejerlaugets hjemmeside www.bastrupgaard.dk
Afstemninger §§ 15 – 19
§15 Medlemmer af grundejerforeningen er ejere af de i
§ 2 nævnte ejendomme, og kun disse personer har stemmeret. Ved urafstemning udleveres 2 stemmesedler til hver ejendom. Ved al anden stemmeafgivning har hver ejendom 2 stemmer, som afgives ved personligt fremmøde og på forlangende efter behørig legitimation. Dog kan medlemmer af grundejerforeningen medbringe fuldmagter fra andre medlemmer, men der kan fra hver ejendom kun medtages fuldmagter, som giver ret til 2 stemmer.
§16 Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen og 2 suppleanter herfor, som vælges for 1 år ad gangen. I ulige årstal vælges 3 og i lige årstal vælges 2 medlemmer. Hver stemme kan anvendes på 1 kandidat og de kandidater, der har fået flest stemmer, er valgt i den rækkefølge, som stemmetallene udviser. Fra den enkelte ejendom kan kun vælges 1 person til bestyrelse/suppleant.
§17 De efter
§ 16 ikke valgte kandidater er i det følgende år suppleanter i rækkefølge efter stemmetal. Hvis antallet af opstillede kandidater ikke er tilstrækkeligt hertil, vælges 2 suppleanter for en 1-årig periode efter samme fremgangsmåde som ved valg af bestyrelsesmedlemmer. Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.
§18 Generalforsamlingen vælger 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter for en 1-årig periode efter samme fremgangsmåde som ved bestyrelsesvalg.
§19 Personvalg skal være skriftligt, hvis blot 1 medlem kræver det.
Bestyrelsen §§ 20 – 23
§20 Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Den fastlægger selv sin forretningsorden. Arbejdet som bestyrelsesmedlem er ulønnet. Dog må arbejdet ikke påføre medlemmerne direkte udgifter. hvorfor nødvendige, dokumenterede udlæg for grundejerforeningen altid refunderes af kassereren.
§21 Den samlede bestyrelse er til enhver tid ansvarlig for grundejerforeningens midler. Det er bestyrelsens ansvar, at pligter, reparationer og vedligeholdelsesarbejder, som påhviler grundejerforeningen, bliver opfyldt og foretaget. Til bestridelse af sådanne arbejder, der altså ikke er fastlagt i budgettet, kan bestyrelsen frit disponere over 23.000 kr. Beløbet indeksreguleres fra den 1. januar 2008 efter Nettoprisindekset.
§22 Til varetagelse af særlige opgaver kan bestyrelsen eller generalforsamlingen nedsætte udvalg. Et sådant udvalg kan kun behandle de sager, som er blevet det tillagt, og det kan kun forpligte grundejerforeningen, hvis bestyrelsen står som garant for indgåede aftaler.
§23 Hvis et medlem gentagne gange og på meget grov måde tilsidesætter grundejerforeningens vedtægter (se
§ 3 og 6) eller generalforsamlingens beslutninger, herunder mere end 1 års kontingentrestance, kan bestyrelsen fratage den pågældende de vedtægtsmæssige rettigheder i en periode af indtil 5 år, hvilket den så meddeler vedkommende skriftligt. Medlemmet er dog berettiget til at få sin sag prøvet på førstkommende ordinære generalforsamling, hvor bestyrelsens afgørelse så skal viderebehandles til enten stadfæstelse eller annullering.
Bestyrelsesmøde § 24
§24 Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden ønsker det, eller når 2 bestyrelsesmedlemmer begærer det. Indkaldelse skal normalt ske med mindst 7 dages varsel. Formanden eller ved dennes forfald næstformanden leder sagernes behandling i bestyrelsen. Der kan kun træffes gyldige beslutninger, når mindst 3 medlemmer, hvoraf formanden eller næstformanden skal være det ene, er til stede, og samtlige medlemmer har været indkaldt rettidigt.
Sekretæren § 25
§25 Over forhandlingerne på samtlige bestyrelsesmøder laver sekretæren et forhandlingsreferat, som underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer og som nummereres fortløbende.
Kassereren § 26
§26 Betaling fra grundejerforeningen sker via netbank. Kassereren afleverer årsregnskabet til revisorerne senest den 15. januar og skal efter anmodning besvare revisorernes mulige spørgsmål og indvendinger.
Revisorerne §27
§27 Revisorerne gennemgår kritisk kassererens regnskab og bilag. Herunder om det godkendte budget er overholdt, og tilbageleverer det reviderede regnskab senest 10 dage efter modtagelsen.
Andre grundejerforeninger § 28
§28 Grundejerforeningen kan efter generalforsamlingens beslutning indgå i et samarbejde med omkringliggende eller overordnede grundejerforeninger til løsning af anlægsmæssigt, juridisk og økonomisk større fællesopgaver. Samarbejdsaftaler af denne art gælder kun for sager, som generalforsamlingen har givet bestyrelsen mandat til at behandle.
Foreningsophør § 29
§29 Ved grundejerforeningens eventuelle opløsning skal spørgsmålet om dens standsning sendes til urafstemning. Tilkendegiver et flertal nu dets samtykke heri, og godkendes beslutningen af Holstebro Kommune, er opløsningen en realitet. En eventuel formue anvendes til formål, der efter bestyrelsens og Holstebro Byråds opfattelse vil forbedre det geografiske eller kulturelle miljø i området.
Vedtaget ved afstemning på generalforsamling d. 21. februar 2018
Vedtaget ved afstemning på generalforsamling d. 21. februar 2018 efter forudgående godkendelse af Holstebro Kommune.
Byplanvedtægter
Området er omfattet af Holstebro Kommunes byplanvedtægt nr. 39 — parcelhusområde syd for Bastrupgård (PDF).
Vedtægterne kan også hentes som PDF.